1. Prioriter processen – gode indlæg skriver ikke sig selv
Det er de færreste, der kan skrive en god artikel i første hug. Faktisk kræver det tid, for en tekst er et dokument, der bliver til løbende, ideer fødes og kasseres, afsnit skrives om, nye tilføjes og så videre.
At skrive godt kræver, at man har tid til at gå bort fra skrivningen for at vende tilbage et par timer senere og læse teksten med friske øjne. Når man skriver, arbejder man derfor mere cirkulært end liniært – man skriver den gode tekst frem over tid.
Derfor bør man ikke vente til fem minutter i deadline med at skrive sin tekst.
2. Brug vinkling – skarpe artikler er bedre
I journalistikken er vinkling et centralt begreb. Vinkling handler om tekstens budskab: Hvad er det præcist, man gerne vil sige? Hvis du skal skrive en artikel om virksomhedens nye produkt, skal du ikke bare præsentere produktet. Nej, du skal ville noget med artiklen – have et budskab. Det kunne fx være, at du vil fortælle, at det nye produkt viser, hvad innovation og samarbejde kan føre til. Den historie er mere vinklet – og derfor mere interessant – end blot information om produktet.
At vinkle sine artikler gør dem mere konkrete og skarpe, og vinklingen holder dig som skribent fokuseret på et budskab, så man undgår at kede læseren med ligegyldig information.
3. Vær konkret – lad læseren "mærke" artiklen
Hvis du har læst på universitetet, har du lært at skrive abstrakt. Og det fungerer fint i en universitetsopgave, hvor din læser selv har en universitetsbaggrund og kender til det emne, du skriver om.
Men i snart sagt alle andre kontekster gælder det modsatte. Skriv konkret!
Jo mere konkret, du kan skrive, desto mere klart vil meningen fremstå for læseren.
Skal du eksempelvis fortælle din læser, at jeres nye produkt er smart, skal du ikke formidle det således: Maleriet taler ind i en ekspressionistisk tradition.
Det er der jo ingen, der har en Kina-mands chance for at forstå. Det er bedre – og mere konkret – at skrive: Maleriet er med dets forvrængede former og stærke farver inspireret af mellemkrigstidens ekspressionisme.
Her kan man (næsten) se maleriet for sig, eller rettere: man får en idé om, hvad det er for en type maleri. Og det gør man, fordi det sidste udsagn er mere konkret end det første.
4. Skriv levende – det højner læseoplevelsen
Tørre tekster kendes på, at sproget er passivt, abstrakt med statiske verber og mange tunge substantiver.
Vil du gerne have læsere til din blog, skal du derfor gøre alt det modsatte: brug aktiv form, skriv konkret, brug dynamiske verber og undgå lange, snørklede ord.
Passivt sprog er betegnelse for sprog, hvor man skjuler den aktive part, fx formuen gemmes i skattely. Ok, fint nok, men hvem gemmer pengene? Det siger sætningen ikke noget om, og sproget er derfor passivt. Aktivt sprog er bedre: Dansk pensionist har gemt en formue i skattely.
Man gør også sproget mere levende ved at anvende aktive verber. Aktive verber er de verber, man kan spørge med gør han efterfølgende. Han spiser – gør han? Han cykler – gør han? Gå efter de aktive verber. De giver mere liv til sproget end verber som er og har.
Et godt råd er også at undgå tunge substantiver, fx Fastlæggelse af antallet beror på et skøn. Her giver det et mere dynamisk sprog at sige: Når man skal fastlægge antallet, beror det på et skøn.
5. Skriv korrekt – selv få fejl spolerer helhedsindtrykket
Sørg for, at din artikel er korrekturlæst. Det lyder som en kliche, men tag ikke fejl: Din læser er fejlfinder, og selv få fejl vil forårsage skade på helhedsindtrykket af artiklen og dens afsender.
Overvej en udvidet korrekturlæsning, hvis der ikke kun skal rettes fejl, men hvis sproget skal omformuleres og præciseres efter behov. Kan du ikke selv korrekturlæse teksten, kan du få Textservice til det. Så er du sikker på, at du får en artikel, der sprogligt er gennemført korrekt og velformuleret.
Vi tilbyder også transskribering og oversættelse til gode priser.
Seneste indlæg
- Kodning af kvalitative data juli 25, 2023
- Automatisk transskribering marts 12, 2023
- Talegenkendelse på dansk oktober 27, 2022
- Sådan skriver man gode blogindlæg august 28, 2022
- Bandeord august 18, 2022